
Verdenskulturarv
Mayaernes jademasker er spektakulære fund af enestående betydning for verdenskulturarven. De sjældne masker er hovedværker fra menneskets kulturhistorie.

Jade var mayaernes kostbareste skat. Den hårde, grønne jade overgik kulturens andre rigdomme som kakao, halefjer fra den hellige quetzalfugl og den vulkanske glasart obsidian. Mayaerne så ikke guld som noget tilsvarende værdifuldt, men jade betragtede de som uforgængelig og uvurderlig. Stenens levende farvespil vidnede om, at den besad helt særlige kræfter.

I mayaernes verdenssyn strømmede en særlig livskraft, k'ulel på maya, gennem alt: planter, mennesker og dyr; vand, vind, ild og jord. Menneskeblod og harpiks (træernes "blod") indeholdt en høj koncentration af k'ulel, og det samme gjorde jade, og det var blandt andet dette, som gjorde jaden uvurderlig.
Mayaernes tidsforståelse var cyklisk. Tidsperioder, mennesker, dyr, guder og planter døde og genopstod i cyklus efter cyklus. I mayamyten om majsguden Hun Hunahpu dør han i underverdenen, for så at blive genfødt ved at spire frem af jorden på ny. Hver år oplevede mayaerne det samme på markerne, hvor majsplanten spirede, voksede, visnede, døde og spirede frem igen det følgende år. K’ulel var den afgørende drivkraft i den evige, kosmiske proces.
Jademaskerne blev skabt ud fra forestillinger om, at de sikrede herskerne genfødsel og evigt liv efter deres jordiske død.
Jadens kraft transformerede de døde herskere til guddommelige forfædre, som levede videre blandt guderne i himlen.




Maskerne består af fintskårne jadestykker i forskellige nuancer, men også af andre grønne sten – måske i mangel af den sjældne jade. Jadestykker til forarbejdning af smykker og masker blev nøje udvalgt.
Maskerne blev skabt af højt respekterede kunsthåndværkere, itz’at – ‘vismænd’. Kunstnerne skar fine, små jadestykker med træ- eller benværktøj, plante- eller læderfibre kombineret med slibesand og vand. Hvert stykke blev slebet, så det passede i et kompleks puslespil, hvor den afdødes ansigtstræk smeltede sammen med majsgudens. Alle de små fragmenter af jade blev limet sammen af harpiks og bivoks, så de på magisk vis blev til en uforgængelig mosaik.


Jadens livgivende kraft pustede liv i den dødes ansigt. Maskernes åbne øjne efterlod ingen tvivl om, at herskeren var genfødt. Øjnene blev lavet af perlemor, mens pupillerne ofte var af obsidian eller grågrøn jade.

Et gennemgående træk ved mayaernes jademasker er den åbne mund, som havde en afgørende betydning: Gennem munden forsvandt det sidste åndedrag, så nyt liv kunne strømme ind i herskeren. Læberne blev farvet med cinnober, hæmatit eller røde spondylus-muslingeskaller.
På jademasken fra herskeren Yuknom Ch’en I’s grav udgår der tilmed to majsgule buede elementer, som symboliserer livets ånde.




Mayaernes kosmos bestod af tre verdener: himlen, jorden og underverdenen. De tre verdener var forbundet på en lodret akse af verdenstræet Yaxche.
Jademaskernes livskraft gjorde det muligt at krydse mellem verdenerne. Døde herskere blev gravlagt i tempelpyramider på jorden og skulle gennem underverdenen, men jadens kosmiske kraft bragte dem videre til en genfødsel og et liv i himlen blandt guderne.
Døde herskere blev genfødt som guddommelige forfædre med adgang til en dyb visdom.
Forfædres visdom var yderst værdifuld for de levende herskere – særligt i krisetider, hvor krige, konflikter og tørke truede deres magtpositioner.
I det politiske spil om magten var det alt andet lige en fordel at få kendskab til, hvordan forhenværende herskere havde fået succes, og ikke mindst at forudse fjendernes næste træk. Derfor kontaktede de levende herskere forfædrene for at få indsigt i 'den cykliske tid'.
Tempelpyramiderne var de steder på jorden, hvor mayaherskerne var tættest på himlen. Her ofrede de deres eget blod for at skabe kontakt til forfædrene og deres visdom.
Herskerblod var det mest potente blodoffer i mayakulturen – herskernes blod var guddommeligt, for de nedstammede fra selveste majsguden. Blodet brændte de på barkpapir i små skåle. Røgen fra det brændte blod åbnede en slags portal til forfædrene i himlen øverst i Verdenstræet. På den måde kunne herskerne kommunikere med og påvirke forfædre og guder.


Forfædrenes rådgivning og evne til at se ind i fremtiden var uvurderlig for de levende herskere, som skulle regere deres riger, håndtere politiske alliancer og forsvare sig mod fjendtlige bystater.
Mayacivilisationens royale elite var villige til gå langt for at legitimere, udbygge og beskytte deres magtposition øverst i samfundshierarkiet.
Jade er den brede betegnelsen for mineralerne jadeit og neferit. Særligt jadesten af jadeit var sjældne. Mayaerne havde kun adgang til jade ét sted i hele Mesoamerika – i Motagua-floddalen i det østlige Guatemala.



Erosion og regn skyllede jadesten og -blokke fra bjergene ned i floden, hvor mayaerne fandt og opsamlede dem. På flodens bredder huggede mayaerne større jadeblokke til med stenhamre, så de var nemmere at transportere med kano ad vandvejen eller via de hvide veje, sakbe, til knudepunkter for handel af de eksklusive varer. Herfra blev jaden fragtet til de royale paladser i storbyer som Palenque, Tikal, Dzibanche og Calakmul.
Mayakulturens jademasker bliver i mange sammenhænge kaldt dødsmasker, da de er fundet på afdøde i tempelpyramidernes gravkamre.
Jademaskerne var knyttet til begravelsesritualer, men deres religiøse formål og betydning knyttede sig i særlig grad til genfødsel og liv. De var gjort af et stof så frugtbart og kraftfuldt, at de besejrede døden og skænkede evigt liv. Mayaerne så dem i virkeligheden snarere som livsmasker.


I den seneste dokumentar fra Moesgaard følger Jesper Nielsen og Jonas Bransholm i den danske opdagelsesrejsende Frans Bloms fodspor. Sporene fører dem ind i både fortidens og nutidens mayakultur.
Klik på tempelpyramiden og tag med på opdagelse under junglen!
